FC Barcelona er fortsat på jagt efter en afløser for den aldrende Sergio Busquets, der kan være fortid i klubben til sommer.
Det vides endnu ikke med sikkerhed, hvad fremtiden kommer til at bringe for den 34-årige Sergio Busquets, hvis kontrakt med FC Barcelona udløber efter denne sæson.
Flere spanske medier har rapporteret, at han har tilbud fra både MLS og Saudi-Arabien – og han skulle være meget seriøs omkring sine overvejelser om et skifte til førstnævnte.
Derfor kan Xavi og co. risikere at skulle klare sig uden den mangeårige Barcelona-veteran i den kommende sæson, hvorfor de aktivt leder efter en ideel afløser.
Det har naturligvis medført, at den catalanske storklub er blevet kædet sammen med en lang række spillere i løbet af de seneste måneder.
Den seneste spiller, der er blevet tilføjet til den liste, er den 21-årige Manuel Ugarte, der spiller for Sporting CP.
Ifølge den spanske avis SPORT har Barcelona holdt øje med ham i et stykke tid, og nu er han blevet tilbudt til klubben af hans agent, Jorge Mendes.
Ugarte kan være et realistisk bud på en afløser for Busquets, da han ifølge Transfermarkt har en markedsværdi på 18 mio. euro. Det sikrer, at Barcelona rent faktisk vil have råd til at købe ham.