Lionel Messi skrev ufrivillig VM-historie mod Egypten, men var alligevel med til at holde Argentinas titeldrøm i live.
Argentinas superstjerne fik sit forsøg fra pletten reddet af egyptiske Mostafa Shobeir i første halvleg af 1/8-finalen i Atlanta, og dermed er den 39-årige argentiner nu den første spiller i VM-historien til at brænde to straffespark ved den samme slutrunde.
Det var Messis andet fejlskud fra pletten ved dette VM. Han brændte også et forsøg tidligere i gruppespillet mod Østrig, som Argentina dog endte med at vinde 2-0.
Straffesparket mod Egypten faldt kort efter Yasser Ibrahim havde bragt afrikanerne foran 1-0 med et hovedstød i det 15. minut. Da Nicolas Tagliafico blev revet omkuld i feltet af Haissem Hassan, trådte Messi til, men Shobeir læste retningen og fik afværget forsøget.
Foruden den negative rekord ved dette VM, så er det også tredje slutrunde i streg, hvor Lionel Messi brænder fra 11-meterpletten.
To mål bagud, så eksploderede Argentina
Egypten fik oven i købet udbygget til 2-0, da Mostafa Ziko scorede i det 67. minut, og alt tegnede til en historisk sensation i Atlanta. De forsvarende verdensmestre havde dog andre planer.
Cristian Romero reducerede med et hovedstød i det 79. minut efter indlæg fra netop Messi. Fire minutter senere var det så argentineren selv, der udlignede til 2-2 efter en tumult i det egyptiske felt, hvor bolden ramte overliggeren på vej i mål.
Med udligningen skrev Messi sig samtidig ind i rekordbøgerne fra den positive side. Det var hans niende VM-kamp i træk med scoring, og målet var samtidig hans 21. gennem tiden ved en VM-slutrunde, et tal ingen anden argentiner er i nærheden af.
Enzo Fernandez sendte Argentina videre
Kaosset kulminerede i det tredje minut af tillægstiden. Efter et kontraangreb slog Lautaro Martinez et indlæg mod bagerste stolpe, hvor Enzo Fernandez headede sikkert i kassen til 3-2.
Tre argentinske mål på 14 minutter forvandlede en truende exit til et af turneringens vildeste comebacks. Irske Roy Keane fangede stemningen som tv-ekspert med ordene: “Det er derfor, vi elsker det her spil. Helt utroligt. Wow, jeg har mistet stemmen.”
Egyptens keeper skrev også historie
Selv om Shobeir endte på taberholdet, kunne han glæde sig over en personlig milepæl. Egyptens målmand er nu den fjerde målmand og den første afrikaner, der har reddet to straffespark ved den samme VM-slutrunde. Han pillede allerede et forsøg fra Irans Mehdi Taremi i gruppespillet.
Straffesparks-konverteringen ved dette VM er dermed presset ned på 65,3 procent, den laveste andel siden 1966, ifølge samme opgørelse.
Argentina venter nu på vinderen af mødet mellem Colombia og Schweiz i kvartfinalen. Messi og de forsvarende verdensmestre er dermed fortsat i live i jagten på “bicampeonato”, to VM-triumfer i træk.