Forside Premier League Rodri skal opereres i ryggen

Rodri skal opereres i ryggen

Rodri skal opereres i ryggen
Vitalii Vitleo / Shutterstock.com

Rodri skal under kniven for en rygskade og presser samtidig på for et Real Madrid-skifte.

Kun dage efter at Rodri løftede VM-pokalen med Spanien og blev kåret som turneringens bedste spiller, er den 30-årige midtbanespiller på vej til en operation i ryggen, skriver World Soccer Talk med henvisning til The Athletic.

Ifølge The Athletic-journalisterne Sam Lee og Guillermo Rai gennemgår Manchester City-stjernen indgrebet inden starten på 2026-27-sæsonen, men en konkret dato for et comeback bliver først fastlagt EFTER operationen.

Spanske La Razón beskriver skaden som en let sag, der efter sigende kan klares ambulant på under et kvarter. The Athletic er ikke lige så optimistisk og understreger, at der endnu ikke er sat tid på et retur.

Uheldig start for ny City-træner

Timingen er alt andet end heldig for Enzo Maresca. Italieneren blev præsenteret som Pep Guardiolas afløser den 29. juni på en treårig aftale efter overraskende at have forladt Chelsea, og hele hans trupplan hviler på, at en frisk VM-vinder er klar fra kampstart.

Manchester City spiller Community Shield mod Arsenal på Principality Stadium i Cardiff den 16. august, og en uge senere åbner mandskabet Premier League-sæsonen mod Bournemouth. Præcis hvor mange af de kampe Rodri kan nå at være med i, står ikke klart.

Rygproblemerne kommer oveni en historik med skader. Spanieren rev korsbåndet over i september 2024 og missede omkring 220 dage og over 50 kampe, før han vendte stærkt tilbage og prægede VM i Nordamerika hele vejen til titlen.

Rodri har sagt god for Madrid

Ved siden af skaden ulmer en transfersag, der efter sigende har taget fart under og efter VM. Ifølge transferjournalist Matteo Moretto har Rodri sagt ja til Real Madrid og indgået en principiel aftale om personlige vilkår.

Klubpræsident Florentino Pérez, der oprindeligt havde afvist en handel til de nuværende betingelser, skal ifølge World Soccer Talk have skiftet holdning, efter spanieren blev turneringens bedste spiller ved VM.

Formelle forhandlinger mellem de to klubber er dog endnu ikke åbnet.

Netop prisen kan blive den store forhindring. Real Madrid vil efter sigende ikke gå højere end 60 millioner euro (cirka 447 millioner kroner), mens Manchester City vurderer midtbanespilleren til 100 millioner euro (godt 746 millioner kroner). Med kontrakten løbende ud i 2027 har City et vindue til at få en sum ind, før spilleren teoretisk kan gå gratis næste sommer.

Ads by MGDK