Juventus skal spille op til sit allerbedste, hvis Ajax skal elimineres. Klubbens sejr over Real Madrid var en advarsel om deres niveau, siger Juve-træneren. 

”Vi skal være skarpe, præcise og energiske. Jeg forventer en åben kamp, som højst sandsynligt ikke ender 0-0,” siger Massimiliano Allegri på Juventus’ pressemøde som optakt til tirsdagen kvartfinale mod Ajax i Champions League

Amsterdam-klubben ekspederede som bekendt Real Madrid ud af turneringen med 4-1-sejren på Bernabeu i 1/8-delsfinalen efter at have tabt 2-1 på hjemmebane. Ligeledes gik Juventus videre efter et comeback mod Atletico Madrid med en 3-0-sejr efter 2-0-nederlaget i Madrid. 

”Ajax er et meget fysisk hold. De er stærke i luften og gode i nærkampe, så det er her, hvor kampen bliver afgjort. Vi må være ydmyge og være i stand til at forsvare os godt, for så bliver Ajax sårbare,” siger Allegri. 

Han understreger, at det på ingen måde var let at slå Atletico med 3-0, da madrilenerne er dygtige defensivt. Den italienske mestertræner advarer mod at tro, at hans hold kan begå en lignende bedrift i aften. 

”Hvis Ajax er agressive, så må vi være agressive. Vi forventer, at der bliver plads at spille i en åben kamp – så det må vi få det bedste ud af. Det er afgørende, at vi løber hårdt mod deres mål. Dette Ajax-hold har det med at fare frem med stor intensitet, og så bliver de farlige,” pointerer  Massimiliano Allegri. 

Det er usikkert, hvorvidt Sami Khedira eller Rodrigo Bentacur starter på midtbanen for Juventus. Khedira er netop vendt tilbage fra skade og fik 70 minutter i weekendens kamp mod Milan. 

”Han beviste igen, at han er en fantastisk til at læse spillet. Bentacur er mere dynamisk, men har ikke den samme erfaring. Der bliver mange mand mod mod-dueller i kampen, og Bentacur kan helt sikker gøre det godt i de situationer.”

Ajax-Juventus bliver vist på TV3 Sport klokken 21.