Manchester United er kommet endnu tættere på en potentiel transfer, som de i længere tid har haft øjnene rette mod. Efter sigende skulle Sporting Lissabon nemlig være klar til at sælge den talentfulde Nuno Mendes til den engelske klub. Desuden skulle de også have sagt ja til at inkludere Alex Telles i handlen. Det skriver portugisiske Record.

LÆS OGSÅ: Officielt: Manchester United-profil er smittet med coronavirus

På det seneste har det portugisiske medie skrevet flere historier om, at der er forhandlinger mellem de to klubber. Nu skulle der være sket et mindre gennembrud, eftersom den portugisiske klub har givet udtryk for, at de er villige til at handle med Manchester United.

18-årige Nuno Mendes, der har formået at etablere sig som fast mand i Lissabon-klubben, har en frikøbsklausul, der lyder på 70 millioner euro. Til trods for dette, skulle klubben dog være villig til at sende ham videre for omkring 40 millioner euro. Det kræver dog, at de får mulighed for at leje Alex Telles uden omkostninger.

Efter sigende skulle dette handle om, at de ikke har råd til at betale de 4 millioner euro, som Alex Telles tjener årligt i den engelske klub. Derfor kræver de, at De Røde Djævle dækker lønudgiften, mens Telles er udlejet.

Hvis Manchester United er klar til dette, er der skabt et godt fundament for en aftale. Record skriver også, at Bruno Fernandes er bekendt med klubbens interesse i Mendes, og den tidligere Sporting-anfører skulle angiveligt presse på for at få sin unge landsmand til Old Trafford.

LÆS OGSÅ: Derfor er Manchester United nu ét skridt nærmere at hente Ousmane Dembélé

I denne sæson er det blevet til 26 kampe for den portugisiske klub for Nuno Mendes, hvor han har bidraget med et mål og to oplæg.