I lang tid har der været forlydender om, at Andreas Christensen er på vej til FC Barcelona. Nu er det endelig blevet bekræftet af den catalanske klub.

I slutningen af juni udløb Andreas Christensens kontrakt med Chelsea. Det betød, at han kunne forlade den engelske klub kvit og frit, hvilket han valgte at udnytte.

LÆS OGSÅ: Barcelona overvejer overraskende Lewandowski-alternativ

Han og FC Barcelona er nemlig nået til enighed om en fireårig kontrakt, der holder den danske stjerne i klubben helt frem til juni 2026.

Den spanske klub har desuden gjort, hvad de kan, for at sikre, at den danske forsvarer ikke bliver købt fri af sin kontrakt i den nærmeste fremtid.

Camp Nou-klubben har nemlig valgt at give ham en frikøbsklausul på hele 500 millioner euro, hvilket betyder, at han koster intet mindre end 3,7 milliarder kroner at købe fri.

Det vil sige, at der ikke er meget, der tyder på, at den 26-årige forsvarsprofil forlader FC Barcelona i løbet af de kommende år.

Til trods for, at det nu er blevet meldt ud, at Andreas Christensen fra denne sommer vil være Barcelona-spiller, er han endnu ikke blevet officielt præsenteret på Camp Nou.

LÆS OGSÅ: 2 PL-klubber henvender sig til Paulo Dybala

Det sker officielt på torsdag, hvor Barcelona har arrangeret en pressekonference på Camp Nou. Her vil man derfor kunne opleve den unge forsvarer iført en Barcelona-trøje for første gang.