Alt tyder på, at Andreas Christensen bliver hentet til FC Barcelona til sommer. Men allerede nu volder han den catalanske klub problemer.
FC Barcelona har tirsdag meldt ud, at de har forlænget med Ronald Araujo. Derfor vil deres næste fokus være at sikre, at midtbanespilleren Gavi forlænger.
Det er dog endnu ikke lykkedes den catalanske klub at nå til enighed med den 17-årige midtbanespiller. De to parter har nemlig ikke kunne nå til enighed om det økonomiske aspekt.
Ifølge SPORT har Barcelona planer om at tilbyde Gavi en ny kontrakt i næste uge. Denne kontrakt skulle ikke blot forlænge hans ophold i klubben, men også sikre ham en markant lønforhøjelse.
På trods af, at Gavi ønsker at blive i Barcelona, er han dog ikke villig til at acceptere en hvilken som helst løn.
Dette er kun blevet forstærket af, at det er kommet frem, at Andreas Christensen og Franck Kessie angiveligt har sikret sig en årsløn på 6 millioner euro i Barcelona.
AC og Kessies løn har nemlig resulteret i, at Gavi har stillet et krav om, at han vil aflønnes på samme niveau. Han mener desuden, at dette er fortjent, da han har stor betydning for truppen.
Ydermere har der også været forlydender om, at Ronald Araujo skulle have krævet en årsløn, der er tilsvarende Christensens, efter at have hørt, at han bliver hentet til klubben.