Ronald Araujo skulle angiveligt have truffet en beslutning om sin fremtid, og Luis Suarez har haft afgørende indflydelse på den.

Der har i lang tid været tvivl om, hvorvidt Ronald Araujo ville ende med at forlænge sit ophold i Barcelona. Han og klubben er nemlig endnu ikke nået til enighed om det økonomiske aspekt.

Den unge forsvarsspiller er efter sigende blevet tilbudt en årsløn på 4 millioner euro af Barcelona. Er han villig til at skifte til Premier League, skulle Manchester United stå klar med en årsløn på hele 8 millioner euro.

Den markante lønforskel har medført, at Araujo har været i tvivl om, hvad han skulle gøre. Nu fortæller den anerkendte journalist Gerard Romero dog, at Araujo skulle have besluttet sig for at blive i Barcelona.

Ligeledes fortæller Gerard Romero, at det faktisk er med hjælp fra ganske uventet side. Det skulle nemlig være Luis Suarez, der har overbevist den uruguayanske forsvarer om at blive i klubben.

Den tidligere Barcelona-angriber spiller sammen med Araujo på det uruguayanske landshold, og her skulle Araujo angiveligt have rådført sig med Suarez, som rådede ham til at blive hos de catalanske giganter.

Der har været forlydender om, at Araujos repræsentanter skal mødes med Barcelona i denne uge. Det forventes, at dette møde kan være afgørende for, om han bliver eller forlader klubben.

author avatar
Nicolai Busekist