Hans agent arbejder på et skifte til sommer, hvor FC Barcelona siges at være åbne for at sælge ham.

Det er ikke nogen hemmelighed, at FC Barcelona har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Derfor er de tvunget til at sælge ud af truppen til sommer.

Et af de navne, der har været nævnt i denne sammenhæng, er den 20-årige Ansu Fati. Han har haft svært ved at finde sit niveau, og derfor skulle klubben være åben for at sælge ham.

Nu skriver den spanske avis Mundo Deportivo, at det har medført, at Fatis agent, Jorge Mendes, har sat arbejdet i gang.

Konkret skulle han arbejde på et skifte til Premier League til sommer, hvorfor han har tilbudt den 20-årige kantspiller til både Manchester United, Liverpool, Arsenal og Newcastle United.

Ganske vist siges Barcelona at være åbne for et salg, men de kræver dog en anseelig sum for at slippe talentet.

author avatar
Nicolai Busekist