Det er ikke nogen hemmelighed, at FC Barcelona er meget ivrige efter at hente forstærkninger til forsvaret til sommer. Nu lyder det, at de er enige med Cezar Azpilicueta.

Der er meget, der ser ud til, at Barcelona har i sinde at tømme stort set hele forsvarskæden i Chelsea. Ikke nok med, at de er blevet enige med Andreas Christensen, så lyder det nu også, at de er blevet enige med Cezar Azpilicueta.

Den spanske avis AS skriver, at de to parter er blevet enige om en kontrakt, der har en samlet værdi på 13 millioner euro, hvilket er svarende til cirka 96 millioner kroner.

Avisen skriver desuden også, at Azpilicueta og Barcelona skulle være nået til enighed om en kontrakt, der strækker sig over to år. Ligeledes skulle der i kontrakten være indskrevet en option på yderligere et års forlængelse.

Det er dog vigtigt, at det er gjort klart, at det ikke betyder, at den spanske forsvarer er garanteret at skifte til Barcelona denne sommer.

Ganske vist udløber hans nuværende kontrakt denne sommer, men Chelsea har en option i hans kontrakt, der gør det muligt at forlænge hans ophold på Stamford Bridge med yderligere et år.

AS skriver dog, at Azpilicueta har i sinde at tale med klubbens ledelse og nye ejere, og forklare dem, at han ønsker at forlade klubben til fordel for et skifte til Barcelona.