Der er mange rygter om Robert Lewandowskis fremtid, og nu lyder det, at Barcelona har tilbudt ham en kontrakt.

Robert Lewandowski skulle have et ønske om at forlade Bayern München til sommer. Angiveligt ønsker han at prøve kræfter med en ny liga, inden han skal stille støvlerne på hylden.

Dette skulle Barcelona angiveligt have givet ham muligheden for. Ifølge spanske SPORT har den catalanske klub nemlig tilbudt ham en kontrakt.

Årsagen til dette skulle være, at den catalanske klub har trukket sig i kampen om Erling Haaland. De har nemlig måtte se i øjnene, at de økonomisk set ikke kan konkurrere med bl.a. Manchester City og Real Madrid.

SPORT skriver, at det har ført til, at Barcelona har tilbudt Lewandowski en fireårig kontrakt. Det vil naturligvis være med start fra sommer, hvilket betyder, at han skal købes fri i Bayern München.

Avisen skriver også, at det ikke vil blive et problem at nå til enighed om de personlige vilkår, da Lewandowski er meget opsat på et skifte til det spanske.

Derudover lyder det, at han også har gode relationer til klubbens ledelse, hvilket ligeledes skulle forøge chancen for, at han ender med at skifte til den spanske klub.

Tidligere har der været forlydender om, at han var på vej til Premier League, hvor både Chelsea, Manchester City og Manchester United skulle have vist interesse for den polske angriber.

author avatar
Nicolai Busekist