FC Barcelona vil hente afløser for Jordi Alba til sommer. I denne forbindelse har de udset sig Javi Galan.

Efter sigende har FC Barcelona planer om at hente Celta Vigo-forsvarer Javi Galan denne sommer. Planen er, at han skal hentes som afløser for Jordi Alba.

Den 27-årige forsvarer blev hentet til Celta fra Huesca sidste sommer. Siden da har han været en vigtig spiller, og han har haft en god 2021/22-sæson, hvor han har bidraget med tre oplæg i 31 kampe på tværs af alle turneringer.

På trods af, at han fortsat har mere end fire år tilbage af sin kontrakt med Celta Vigo, har Barcelona angiveligt planer om at forsøge at hente ham til sommer. Det skriver spanske AS.

Mediet skriver, at den catalanske klub ser ham som værende den ideelle spiller til at konkurrere med og på sigt også afløse Jordi Alba som venstreback i Barcelona.

Angiveligt er catalanerne isæt imponerede af Galans ‘hurtighed og kraft’. De har dog ikke i sinde at indlede en dialog med Celta Vigo, før denne sæson er blevet spillet færdig.

Hvis ikke Barcelona har succes med at bringe Galan til Camp Nou, har de allerede udset sig flere alternativer. Blandt andet skulle de både have Benficas Alex Grimaldo og Real Betis’ Alex Moreno med i overvejelserne.