I lang tid har det set ud til, at Kylian Mbappé var på vej til Real Madrid. Nu lyder det dog, at han har besluttet sig for at blive i PSG.

PSG har angiveligt formået at overbevise Kylian Mbappé om, at han bør blive i PSG. I hvert fald skriver den franske avis Le Parisien, at de er blevet enige om en principiel aftale.

Avisen mener at vide, at forhandlingerne mellem de to parter har taget fart i løbet af de seneste par dage, og at det nu skulle være mundet ud i en ny kontrakt.

Ifølge Le Parisien skulle der være tale om en ny toårig aftale, der derfor kommer til at holde Mbappé på Parc des Princes frem til sommeren 2024.

Det kunne derfor se ud til, at Real Madrid går glip af deres chance for at hente Mbappé på en fri transfer denne sommer, hvilket ellers skulle være deres helt store mål for dette transfervindue.

Såfremt det viser sig, at der er hold i historien fra Le Parisien, bliver den spanske klub nødt til at se sig om efter et alternativ, hvilket meget vel kunne ende med at blive norske Erling Haaland.

Også i forhold til Erling Haaland kan de dog ende med at få problemer, da det lyder, at han skulle nærme sig en aftale med Manchester City om et sommerskifte.