Ousmane Dembélé er ikke længere FC Barcelona-spiller. Hans kontrakt med den spanske klub udløb nemlig den 30. juni.

Derfor har der også været stor tvivl om, hvad fremtiden har at byde på for Ousmane Dembélé, der i lang tid har været rygtet væk fra den catalanske storklub.

LÆS OGSÅ: Avis: Manchester United har tilbudt Christian Eriksen høj løn

Nu lyder det dog, at han alligevel ikke forlader klubben, selvom han tilbage i januar direkte blev bedt om at finde sig en ny klub.

Tværtimod lyder det, at han er blevet enig med FC Barcelona om en kontraktforlængelse, der holder ham på Camp Nou i yderligere to år. Det skriver Mundo Deportivo.

Derudover skriver den spanske avis også, at han er blevet nødt til at gå markant ned i løn, set i forhold til, hvad den franske kantspiller har krævet.

Det vides endnu ikke, hvad han og Barcelona er blevet enige om, men den spanske avis SPORT skriver også, at Dembélé forlænger med FC Barcelona.

Det ser derfor ikke ud til, at den franske stjerne forlader Camp Nou denne sommer, til trods for, at det er noget, der har været megen snak om i løbet af de seneste måneder.

LÆS OGSÅ: Chelsea vil hente AC-afløser i Serie A

Flere medier har rapporteret, at det især skulle være det faktum, at Xavi har stor tillid til Dembélé, der har gjort, at han har valgt at blive i den spanske storklub.