Manchester United er efter sigende interesseret i at tilknytte Rio Ferdinand som sportsdirektør. Den tidligere forsvarsklippe har mødtes med Ed Woodward for at diskutere muligheden. 

Rio Ferdinand har fungeret som fodboldekspert og kommentator, siden han stoppede sin karriere som spiller i 2015. Ifølge Daily Mail har den tidligere engelske landsholdsspiller holdt et møde Manchester Uniteds administrerende direktør Ed Woodward for at diskutere en mulig tilbagevenden til den klub, hvor han huserede i midterforsvaret fra 2002 til 2014 – denne gang i en stilling som sportsdirektør. 

Daily Mail skriver, at den amerikanske Glazer-familie, som ejer aktiemajoriteten i Manchester United – har været interesseret i at hente Ferdinand tilbage til klubben, siden han stillede fodboldstøvlerne på hylden. Men indtil nu har det ikke været muligt for den 40-årige englænder på grund af personlige omstændigheder. 

Men nu skulle timingen være bedre. Manchester United er i gang med at omstrukturere flere led i klubben, og der skal udformes en transferstrategi, der ligger i tråd med manager Ole Gunnar Solskjærs ideer og ambitioner. Hertil skulle Ed Woodward have identificeret Rio Ferdinand som en stærk kandidat til stillingen som sportsdirektør, da sidstnævnte har spillet i klubben i mange år. Dertil kommer Ferdinands forretningserfaring. Han har nemlig både et tøjfirma og en restaurant. 

Der er lagt op til store udskiftninger i Manchester Uniteds trup til sommer. Stjernespillere som Paul Pogba og Romelu Lukaku rygtes væk, ligesom Alexiz Sanchez formentlig er fortid i klubben til sommer. Hvem der skal ind den anden vej, er uvist. Men klubbens transferbudget vil formentlig også afhænge af, hvorvidt United ender i Top-4 og dermed adgang til kvalifikation til Champions League, eller ej. Klubben ligger i øjeblikket nummer seks med tre point op til Chelsea på fjerdepladsen. Der mangler to runde i sæsonen i Premier League.