Der har været mange rygter om, at Lionel Messi kan være på vej tilbage til FC Barcelona. Hans tidligere holdkammerat håber, at det er sandt.
I løbet af de seneste måneder er der blevet sået tvivl om, hvorvidt Lionel Messi fortsætter sin karriere i Paris Saint-Germain, selvom det længe så sådan ud.
Især i den seneste uge har der været tiltagende rygter om, at han skulle være åben for at vende tilbage til FC Barcelona til sommer.
Til trods for, at det kan blive svært at realisere, håber Sergi Roberto, at det bliver en realitet. Det gjorde han klart efter søndagens sejr over Real Madrid.
“Jeg håber, at Messi vender retur til Barca. Vi venter på ham. Han fortjener ikke den behandling, han får i Paris,” sagde Roberto til Jijantes FC efter deres El Clasico-sejr søndag aften.
Til trods for, at Barcelona ønsker at hente ham tilbage, er det dog meget vanskeligt på grund af den finansielle situation i klubben.