Barcelona er angiveligt parat til at sænke deres salgspris for franske Ousmane Dembele til blot 45 mio. pund (svarende til ca. 370 millioner danske kroner) i forbindelse med januars transfervindue.

Det var forventet, at den 23-årige var på vej væk fra Camp Nou på en lejeaftale denne sommer. Der har nemlig været interesse fra både Liverpool og Manchester United, men begge forhandlinger løb ud i sandet.

Barca var ivrige efter at binde Dembele til en ny kontrakt, før de lod ham forlade det spanske på en lejeaftale, så de kunne beskytte hans transferværdi.

Men kantspilleren valgte dog at afslå en ny kontrakt, hvilket satte en stopper for den catalanske klubs planer om at udleje Dembele og i stedet hente Memphis Depay som erstatning.

Stort tab

Barcelona forsøger fortsat at overbevise Dembele om at underskrive en forlængelse, men det spanske medie Sport beretter om, at de er klar til at sænke prisen i januar, hvis han endnu engang nægter.

Franskmanden vil dermed kunne købes til en sum på blot 45 mio. pund, hvilket er betydeligt mindre, end de 97 mio. pund, som Barcelona betalte, da de hentede ham fra Borussia Dortmund for tre år siden.

Hans nuværende kontrakt løber stadig til 2022, men Barcelona er desperate efter at sende ham til en anden klub, hvad end det bliver på midlertidig eller permanent basis, så de kan frigøre plads i lønbudgettet.

Under Ronald Koeman har den franske angriber spillet i blot 20 minutter i denne sæson. Siden hans ankomst til den spanske klub har han desuden kun haft 52 La Liga-optrædener.

author avatar
Nicolai Busekist