Andreas Christensens kontrakt med Chelsea udløber til sommer. Barcelona er ivrige efter at hente ham, og har tilbudt ham en fireårig kontrakt.

FC Barcelona er ivrige efter at bringe Andreas Christensen til Camp Nou. Derfor har de intensiveret deres interesse i den 25-årige danske landholdsstjerne. Det skriver Mundo Deportivo.

LÆS OGSÅ: Manchester United står overfor stor spillerflugt: 17 spillere er utilfredse

Den danske forsvarer har mindre end seks måneder tilbage af sin kontrakt med Chelsea. Derfor kan han frit forhandle med andre klubber udenfor England. Desuden har han også mulighed for at indgå en forhåndsaftale.

Står det til Barcelona, indgår de en aftale med den danske forsvarer allerede i dette transfervindue. Formår catalanerne dette, er de garanteret tilgangen af den nuværende Chelsea-forsvarer, når denne sæson er overstået.

Ifølge Mundo Deportivo er forhandlingerne mellem de to parter i fuld gang. Mediet skriver desuden, at Barcelona har tilbudt ham en fireårig kontrakt med option på yderligere et år.

Ligeledes melder det catalanske medie, at forhandlingerne med Chelsea er blevet sat på pause. Meget tyder derfor på, at Andreas Christensen har besluttet sig for at søge væk fra Chelsea – og hans destination kunne meget vel blive Barcelona.

Det er dog værd at tilføje, at Andreas Christensen ikke er den eneste Chelsea-forsvarer som Barcelona er i dialog med. De forhandler nemlig også med den 32-årige spanske Cesar Azpilicueta, der ligeledes har kontraktudløb til sommer.

Derfor har Barcelona også muligheden for at hente Azpilicueta på en fri transfer. Catalanerne er dog ikke den eneste La Liga-klub, der har Azpilicueta i kikkerten. Efter sigende ønsker Atletico Madrid også at hente den spanske forsvarsspiller.

Såfremt enhver forsvarer i Chelsea, der har kontraktudløb til sommer, beslutter sig for at forlade den engelske klub, vil der blive tyndet godt ud i defensiven.

LÆS OGSÅ: Prismærke på 110 millioner: Barcelona vil have offensiv PSG-stjerne

Ikke nok med, at både Andreas Christensen og Cesar Azpilicueta har kontraktudløb, så står tyske Antonio Rüdiger også uden kontrakt til sommer. Han er dog ikke af interesse for Barcelona, da hans lønkrav er for høje.