Barcelona arbejder på at bringe Raphinha til Camp Nou, og nu har de hævet deres bud på den brasilianske stjerne.
FC Barcelona har allerede fået afvist deres første bud på Leeds-stjerne Raphinha. Angiveligt bød den catalanske klub 35 mio. euro, men dette bud skulle englænderne have været hurtige til at afvise.
Det er dog ikke ensbetydende med, at de har opgivet at hente ham til Barcelona. Derimod skulle de nu have forøget deres bud. Det skriver den catalanske avis SPORT.
Efter deres oprindelige bud på 35 mio. euro er blevet afvist, er de nu vendt tilbage med et bud på 40 mio. euro samt yderligere 10 mio. euro i bonusser.
Det er naturligvis et klart tegn på, at den catalanske klub ønsker at hente den brasilianske profil til klubben til sommer. Det betyder dog også, at de vil få vanskeligt ved at bruge penge på andre indkøb.
Barcelona-præsident Joan Laporta har da også allerede gjort det klart, at man ikke har i sinde at forsøge at bringe hverken Erling Haaland eller Kylian Mbappé til klubben.
Den norske stjerne har ellers tidligere været angivet som det primære transfermål for Barcelona. De er dog kommet på andre tanker, efter hans økonomiske krav er blevet fremsat, da den catalanske klub ikke kan være med på dette niveau.