FC Barcelona-præsident Josep Maria Bartomeu bekræftede på et pressemøde i går aftes, at han ville gå af. Det var dog ikke den eneste bombe, der blev smidt på pressemødet tirsdag aften.

LÆS OGSÅ: Officielt: Bartomeu træder tilbage som præsident

Her fortalte han nemlig også, at FC Barcelona har accepteret et tilbud om at deltage i en ny europæisk superliga, hvor topklubberne i de europæiske ligaer samles.

“Jeg kan fortælle jer nogle ekstraordinære nyheder. I går (mandag, red.) accepterede vi et tilbud om at deltage i en fremtidig europæisk superliga, som kan garantere klubben økonomisk stabilitet,” udtalte den afgåede præsident ifølge AFP.

Der er endnu ingen informationer om, hvem der ellers er inviteret til at spille i ligaen. Ligeledes er der heller ikke frigivet information om, hvornår afviklingen af ligaen begynder, og hvordan formatet er tiltænkt at blive.

Ikke et nyt påfund

En sådan liga har i flere år været på tale blandt Europas topklubber, da det anses som værende en glimrende måde, hvorpå de tilmeldte klubber kan tjene flere penge, end holdene gør det at deltage i Champions League, der er arrangeret af Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA).

Det er ikke formålet med ligaen, at den skal erstatte de nationale ligaer. Derimod skal kampene i ligaen afvikles i midtugen, som det i dag er tilfældet med de europæiske turneringer Champions League og Europa League.

UEFA har – ikke overraskende – været ude at kritisere de europæiske storklubbers forsøg på at etablere en ny europæisk superliga. I flere tilfælde har de faktisk omtalt det som værende en ‘piratliga’.

LÆS OGSÅ: Tvivl om Depay: Barca retter blikket mod PSV-angriber

Josep Maria Bartomeu berettede også om, at klubben tirsdag har vendt tomlen op til FIFAs nye format til VM for klubhold. Efter planen skal turneringen afvikles hvert fjerde år frem for årligt. Til gengæld vil det deltagende antal klubber forøges til 24 fra 7.