FC Barcelona er klar til at sige farvel til Philippe Coutinho til sommer, men dog ikke for enhver pris.

Hvis Aston Villa skal købe Philippe Coutinho permanent til sommer, skal de betale en sum på 40 mio. euro, skriver italienske Calciomercato.

Skal den brasilianske midtbanespiller vinke permanent farvel til Barcelona, skal Premier League-klubben derfor trække næsten 300 millioner kroner op af lommen.

Det italienske medie skriver, at Barcelona er meget åbne for at sælge Coutinho efter denne sæson. Især da hans imponerende præstationer for Aston Villa kan gøre det lettere at sælge ham i sommerens transfervindue.

Coutinho har præsteret på højt plan, siden han blev hentet til Aston Villa i januars transfervindue. Derfor har den engelske klub også planer om at gøre skifte permanent til sommer.

Ifølge Calciomercato skulle Steven Gerrard og co. være så imponerede over brasilianeren, at de er villige til at betale den fastsatte pris på 40 mio. euro.

I Barcelona vil man sætte stor pris på at sælge Coutinho, da han er en af de mest løntunge spillere i truppen. Til trods for dette, er han ikke en del af Xavis planer for fremtiden.

Derfor er der naturligvis også meget, der tyder på, at hans skifte til Aston Villa vil blive gjort permanent til sommer. Om det bliver til den fulde pris, som Barcelona kræver, vil tiden vise.