FC Barcelona har et stort ønske om at hente den blot 18-årige Vitor Roque til sommer, men det bliver ikke billigt for den spanske storklub.

FC Barcelona har ikke en langsigtet afløser for Robert Lewandowski i truppen. Det vil de dog gerne have, og til dette formål har de udset sig den unge brasilianske Vitor Roque.

De mener, at det vil være en god idé at hente ham hurtigst muligt, da Lewandowski dermed vil kunne lære fra sig, indtil den 18-årige brasilianer er klar til at tage over.

Og ifølge den anerkendte journalist Fabrizio Romano, så er Barcelona allerede i dialog med hans nuværende klub, brasilianske Athletico Paranaense, om et muligt skifte til sommer.

Det bliver næppe et problem for Barcelona at overbevise den unge spiller om et skifte. Han har i et nyligt interview sagt, at det vil være ‘en drøm’ at få lov til at spille for den catalanske klub.

Anderledes ser det dog ud i forhold til at få den brasilianske klub til at sælge ham til en fornuftig pris.

Den kendte journalist melder, at Barcelona havde forventet at kunne hente ham for mellem 25-30 millioner euro, men dette er blevet afvist af den brasilianske klub.

Den 18-årige stjerne har nemlig kontrakt med klubben helt frem til sommeren 2027. Ikke nok med det, så er der også indskrevet en stor frikøbsklausul på hele 100 millioner euro i hans kontrakt.

Selvom Athletico ikke kræver, at der bliver betalt hele dette beløb, så har de ikke i sinde at give slip på ham for 30 millioner euro, hvorfor Barcelona skal indstille sig på at hæve deres bud.