Den kun 18-årige Pedri González har formået at tage hele verden med storm, efter at have spillet en fortrinlig sæson for FC Barcelona i sidste sæson.

LÆS OGSÅ: Guardiola vil hente ham til Manchester City: Barca er klar til at sælge

Han præsterede konsekvent på et niveau, der medførte, at hollandske Ronald Koeman brugte Pedri i næsten alle Barcelonas kamp i den forgangne sæson. Transfermarkt oplyser, at Pedri spillede 3.526 minutter fordelt på 52 kampe i sidste sæson.

Ikke nok med det, så har den spanske landsholdstræner Luis Enrique bestemt heller ikke sparet på den unge mands kræfter under sommerens EM. Indtil videre er det blevet til 390 minutter på banen under EM, ifølge Transfermarkt.

I og med, at det bestemt ikke er spilletid, men nok nærmere restitution, han har manglet, kom det også som lidt af en overraskelse for mange, da det blev offentliggjort, at han var udtaget til OL med det spanske landshold.

OL tager sin begyndelse kort efter EM, hvorfor den 18-årige Pedri ikke får meget tid til at restituere, inden han skal i aktion igen. Efter at det blev offentliggjort, at han var udtaget til OL, anmodede Barcelona ifølge Cadena SER hurtigt om at lade den spanske midtbanespiller blive hjemme.

Nu skriver det spanske medie, at det spanske fodboldforbund har afvist den catalanske storklubs ønske om at lade ham blive hjemme. Derfor kan det potentielt ende med, at Pedri når at spille over 70 kampe, inden sæsonen er slut.

LÆS OGSÅ: Manchester United trækker bud på Barca-profil tilbage

Pedri er desuden ikke den eneste Barcelona-spiller, der er blevet udtaget til OL med det spanske landshold. Både Eric Garcia og Oscar Mingueza er også blevet udtaget til truppen, hvorfor de altså også skal en tur til Tokyo.

author avatar
Nicolai Busekist