Bayern München har hidtil ikke virket interesserede i at sælge Robert Lewandowski, men nu har piben fået en anden lyd.

Den tyske klub har i de seneste uger flere gange slået fast, at Lewandowski har kontrakt til sommeren 2023, og at han ikke er til salg.

LÆS OGSÅ: Denne spiller kan lokke Christian Eriksen til Manchester United

Derfor har et skifte til Barcelona, som han har et brændende ønske om, også set meget vanskeligt ud på det seneste.

Nu lyder det dog, at Bayern München alligevel skulle være klar til at sælge den polske angriber i løbet af denne sommer.

Hvis Barcelona skal gøre sig forhåbninger om at hente Lewandowski, skal de dog være klar over, at det kommer til at koste dem en vis sum penge.

Ifølge Sky Sport er de ganske vist klar til at sælge den 33-årige angriber, men hvis han skal sælges, bliver det ikke for mindre end 60 millioner euro.

Det er dog ikke gjort klart, om de er villige til at gå med til, at en del af prisen kommer til at bestå af bonusser, eller om det skal være en fast pris.

Hvis ikke de har et krav om, at det skal være en fast pris, vil det naturligvis være med til at gøre det lettere for Barcelona at købe ham.

LÆS OGSÅ: Nyt bud afvist: Barcelona vil ikke sænke prisen på De Jong

Under alle omstændigheder virker en handel nu mere sandsynlig, end den gjorde for et par måneder siden, da Bayern er klar til at sælge.