Xavi har bedt ledelsen i Barcelona om at bringe en ny venstreback til klubben. Her udså de sig Nicolas Tagliafico, men hans tilgang bliver ikke en realitet.

Barcelonas håb om at hente venstreback Nicolas Tagliafico fra Ajax, inden transfervinduet lukker, ser ud til at svinde ind. Den hollandske klub har nemlig afvist et bud fra den catalanske storklub.

LÆS OGSÅ: Mason Greenwood suspenderet: Formodes anholdt

Tagliafico har været meget åben om sit ønske om at forlade Ajax, hvor han er faldet ned i hierarkiet. Formålet med hans skifte til Barcelona var, at han skulle give konkurrence til Jordi Alba.

Barcelona har været i dialog med Ajax i en længere periode, og tilbød klubben en handel, der involverede et spillerbytte. Problemet er dog, at ‘ingen af spillerne, de tilbød, overbeviste Marc Overmars’, lyder det fra SPORT.

Ajax har besluttet, at de ikke er interesseret i hverken at udleje eller tage spillere i bytte for Tagliafico. De er udelukkende interesseret i et rent salg, hvilket ikke er en mulighed for Barcelona grundet deres økonomiske situation.

For den 29-årige argentinske Tagliafico betyder det, at han ikke får opfyldt sit ønske om at forlade Ajax. Skulle det ske, bliver det i hvert fald ikke i form af et skifte til Barcelona.

Ifølge Marca er forhandligerne nemlig brudt sammen, og Barcelona har besluttet at trække interessen tilbage. Det spanske medie skriver også, at der er ‘ingen chance’ for, at Tagliafico skifter til Camp Nou i dette transfervindue.

LÆS OGSÅ: Guardiola vil stjæle 19-årigt talent for næsen af Real Madrid og Barcelona

Ydermere skriver Marca, at Barcelona har valgt at skifte deres fokus til at få styrket deres angreb. Kun i tilfælde af, at der er penge tilovers, vil de forsøge at hente en forsvarsspiller i dette vindue.