Der har været en del rygter om, at FC Barcelona arbejder på at hente den nuværende AC Milan-spiller Franck Kessie. Nu bekræfter Busquets en aftale.
Den anerkendte transferjournalist Fabrizio Romano har tidligere meldt ud, at Barcelona og Franck Kessie er nået til enighed. Der er dog intet officielt meldt ud fra den catalanske klub.
Nu har Sergio Busquets udtalt i et nyt interview med RAC1, at han er sikker på Kessie kan være til stor gavn for klubben. Hertil sagde han også, at han er glad for, at Barcelona har skrevet kontrakt med ham.
“Han skal passe ind hos træneren, som sikkert har set ham og skrevet under med ham. Jeg er glad for, at vi bliver forstærket, og at vi kan skrive kontrakt med ham. Alt, hvad der tilføjer og giver os noget andet, er kun endnu bedre for os,” sagde han til RAC1.
Derudover sagde han også, at han har set ham spille, og at han ser ham som en fysisk stærk spiller, der er rigtig god til at holde godt fast i bolden.
“Jeg har set ham spille, og han er fysisk stærk, han taber få bolde, og han holder godt fast i bolden. Jeg er sikker på, at han vil gøre det godt og hjælpe os,” sagde han også.
Som angivet herover, er der dog intet officielt, der er blevet meldt ud endnu, hvorfor det ikke kan endeligt bekræftes, at Kessie er på vej til Barcelona.