Portugiseren João Pinheiro leder dommerholdet, når AGF gæster Baku i returkampen den 11. august.
Aserbajdsjanske medier meldte torsdag ud, at et komplet portugisisk dommerteam er udpeget til returopgøret mellem Sabah og AGF i Champions League-kvalifikationens 3. runde. I spidsen står 38-årige João Pinheiro fra Braga, en af de dommere, FIFA sendte til VM tidligere denne sommer.
Pinheiro får følgeskab af landsmændene Luciano Maia og Hugo Marques på linjen, mens Fábio Veríssimo bliver 4. dommer. Tiago Martins sidder ved VAR og assisteres af André Narciso, oplyser azeriske idman.biz.
Alle seks er portugisere, hvilket er den model UEFA typisk vælger til kampe, hvor et neutralt hold skal håndtere en potentielt fysisk affære uden politiske tråde til hverken hjemme- eller udehold.
En profil fra VM-slutrunden
Pinheiro er ikke tilfældigt valgt. Han rykkede op i UEFA’s Elite-kategori i december 2024, det højeste niveau for dommere i Europa, og har dømt Champions League-kampe fast i flere sæsoner.
Ved VM tidligere denne sommer havde han tre opgør i kalenderen. Det begyndte i gruppespillet med Schweiz mod Bosnien-Hercegovina, gik videre til Canada-Sydafrika i ottendedelsfinalen og kulminerede med kvartfinalen mellem Argentina og Schweiz på Arrowhead Stadium i Kansas City den 12. juli, skriver Yahoo Sports.
Han var dermed involveret i den kontroversielle kendelsen, hvor Embolo blev udvist for filmen, efter at var havde omstødt en kendelse. Noget FIFA efterfølgende har været ude at fortælle var en fejl, da VAR ikke havde hjemmel til at give det røde kort i den forbindelse.
Han var også manden med fløjten, da PSG og Tottenham mødtes i UEFA Super Cup i august 2025.
Kontroversen fra sidste sæsons Champions League
Portugiseren kom dog ikke helt uskadt ud af sidste års knockoutspil. I semifinalen mellem Bayern München og PSG blev han hovedperson efter en række omdiskuterede kendelser, særligt et handsspil fra PSG-midtbanespilleren João Neves, som Bayern krævede straffespark for. Pinheiro vinkede spillet videre uden VAR-review, og afgørelsen udløste voldsom kritik fra Bayern-lejren og tyske medier.
Første kamp spilles den 5. august i Danmark. Returkampen på Bank Respublika Arena i Masazir uden for Baku den 11. august bliver altså dømt af en portugiser, der har vist, at han ikke viger for de store beslutninger, og som samtidig er en dommer, ingen af de to lejre kan læse på forhånd.