Christian Pulisic kan være fortid i Chelsea til sommer, hvor den engelske klub vil forsøge at sende ham til Serie A i en byttehandel.

Der har i lang tid været spekuleret meget i, hvorvidt Christian Pulisic har en fremtid i Chelsea, da hans spilletid har været meget begrænset i denne sæson.

Den 24-årige amerikaner har kun været på banen i sammenlagt 798 minutter i denne sæson, hvilket vidner om, at han bestemt ikke er en favorit i den engelske klub.

Af denne grund har der været meldinger om, at Chelsea skulle være klar til at skille sig af med ham til sommer – og at han selv er åben for at forlade London-klubben.

Dette har nu medført, at Chelsea skulle være klar til at sende ham til AC Milan, hvis det viser sig at være muligt at bruge ham i en byttehandel med Rafael Leao. Det skriver Calciomercatoweb.

Både Pulisic og Leao har kontraktudløb næste år, og Milan har vist interesse i den amerikanske kantspiller i et stykke tid, hvilket Chelsea nu vil udnytte.

Hvad der dog kan ende med at sætte en stopper for det er, at Milan og Pulisic skal forsøge at nå til enighed om hans løn.

Ifølge Spotrac har han en ugentlig løn på hele 150.000 pund i Chelsea, hvilket svarer til 1,2 millioner kroner. Og det virker ikke synderligt sandsynligt, at Milan skulle være klar til at tilbyde ham det samme.