Den irske MMA-kæmper Conor McGregor har taget førstepladsen som den bedst betalte sportsstjerne i løbet af det sidste år. Førstepladsen har han snuppet foran Lionel Messi, ligesom han også har tjent mere end Juventus’ Cristiano Ronaldo.

LÆS OGSÅ: Barca, Real Madrid og Juventus risikerer udelukkelse fra Champions League

Det viser den årlige Forbes-liste, som blev offentliggjort onsdag.

I løbet af den etårige periode, der sluttede 1. maj, som Forbes regner ud fra, tjente McGregor intet mindre end 180 millioner dollars. Det er svarende til over 1,1 milliarder kroner. 158 af de 180 millioner dollars stammer fra reklameaftaler og salget af hans andele i whiskymærket Proper Twelve, skriver Forbes.

På andenpladsen finder man Lionel Messi, som satte rekord som den bedst betale fodboldspiller, da han samlet set scorede 130 millioner dollars i perioden, hvilket svarer til 800 millioner danske kroner. På tredjepladsen finder man Juventus-stjernen Cristiano Ronaldo, der tjente 120 millioner dollars, hvilket svarer til 740 millioner danske kroner.

NFL-quarterback Dak Prescott (662 millioner kroner) fra Dallas Cowboys og NBA-ikonet LeBron James (594 millioner kroner) rundede top fem af.

LÆS OGSÅ: Medie: Barcelona vil hente Juventus-legende

Ifølge Forbes indeholder indtjeningstallene fra deres respektive sportsgrene både præmiepenge, lønninger og bonusser i løbet af den etårige periode. Derudover er der lavet et estimat af deres indtjening via blandt andet sponsoraftaler, licensindtægter m.m.