Der har været stor tvivl om, hvorvidt Cristiano Ronaldo har planer om at forlade Manchester United til sommer. Nu lyder det, at han har besluttet at blive.

I lang tid har der været spekuleret i, om den 37-årige Cristiano Ronaldo kunne finde på at forlade Manchester United til sommer, efter deres meget skuffende 2021/22-sæson.

Ifølge The Mirror skulle han dog have besluttet sig for at blive i den engelske klub – og det er der en helt særlig grund til. Han har nemlig talt med Sir Alex Ferguson om sin fremtid i klubben.

Da portugiseren sidste sommer blev hentet retur til Old Trafford, skrev han under på en toårig aftale. Til trods for dette, har der været en del rygter om, at han har i sinde at forlade klubben allerede denne sommer.

Sådan kommer det dog sandsynligvis ikke til at være, da det angiveligt skulle være lykkedes for Ferguson at overbevise ham om, at han skal være en del af Erik ten Hags trup, når han tager over efter denne sæson.

Det giver ikke en garanti for, at han ikke forlader den engelske klub denne sommer, men det er dog en antydning af, at han har i sinde at fuldføre sin kontrakt, før han begynder at se sig om efter en ny klub.