Da Juventus onsdag aften vandt den italienske Super Cup, da de sejrede 2-0 over Napoli, var det Cristiano Ronaldo, der for første gang fik Juventus på måltavlen, da han scorede til 1-0.

LÆS OGSÅ: Pogba værdsætter scoring efter misset chance mod Liverpool

Ikke nok med det, så betød det også, at den portugisiske verdensstjerne scorede sit mål nummer 760 i sin karriere. Det har medført, at han efterfølgende er blevet hyldet som den mest scorende fodboldspiller i historien.

Der er en lang række medier og statistiksider, der har udråbt Ronaldo som indehaver af den prestigefyldte titel, som den tjekkiske målmaskine Josef Bican tidligere besad, da han gennem 30’erne, 40’erne og 50’erne scorede 759 mål. Dog er der ikke enighed over hele linjen om, hvem der har rekorden.

Det internationale fodboldstatistiksite RSSSF fortæller nemlig, at den tjekkiske spiller scorede hele 805 ål i sin karriere, hvorfor det fortsat er ham, der har rekorden. Forvirringen skyldes, at der er nogle af hans mål, der er blevet scoret for Rapid Wiens reserve- og amatørhold. Dertil har han også scoret i kampe, der ikke var officielle landskampe.

LÆS OGSÅ: AGF-boss kalder FCK nærige: Vil ikke betale et rimeligt beløb

Fraregner man disse, så havner han på 759 mål i 495 kampe, ifølge BBC. Til sammenligning har Cristiano Ronaldo brugt 1040 kampe på at score 760 mål. Den nærmeste forfølger, der fortsat er aktiv, er den to år yngre Lionel Messi, der er 41 mål efter portugiseren.