Kevin De Bruyne havde læst en række negative historier om Raheem Sterling, før englænderen kom til City. Men belgieren er blevet positivt overrasket.
Der har været skrevet en del kulørte historier om Raheem Sterling i de engelske tabloidmedier gennem årene, som blandt andet har omhandlet hans måde at bruge sine penge på.
Kevin De Bruyne og Raheem Sterling skiftede begge til Manchester City i sommeren 2015, og nu fortæller belgieren i et interview, at de mange negative historier om den engelske offensivspiller havde forberedt ham på, at hans nye holdkammerat måske var en tvivlsom karakter. Men det havde ikke noget på sig, siger han til Player’s Tribune.
”Jeg havde aldrig mødt ham og ud fra, hvad jeg havde læst, så forestillede jeg mig, at han var en helt anden type. Jeg troede ikke, at han var en ’bad guy’, men tabloidmedierne skrev, at han var arrogant. Så jeg tænkte, at han nok var …ja, hvad er det engelske ord for det? Lidt af et pikhoved,” siger den 27-årige belgier i interviewet ifølge Goal.
Men De Bruyne blev klogere, som han lærte Raheem Sterling bedre at kende, fortæller han.
”Vi blev tætte, da vores sønner har samme alder og ofte leger sammen. Han(Sterling) kunne ikke være mere anderledes fra, hvad tabloidaviserne skriver. Sandheden er, at Raheem er en af de rareste og mest ydmyge personer, jeg har mødt i fodbold,” konstaterer De Bruyne.
24-årige Raheem Sterling er i gang med sin hidtil bedste sæson i City, og mange iagttagere har plæderet for, at han bør vinde titlen som årets spiller i Premier League. Den engelske landsholdsspiller har scoret 17 mål og lavet 9 assists i 27 kampe i ligaen indtil videre. Kevin De Bruynes sæson har til gengæld været plaget af skader, og han har kun optrådt i 17 kampe i ligaen i sæsonen.