Stig Tøfting lægger ikke fingre imellem.
Sent torsdag aften lagde Nørreskoven græs til hvad der skulle ende med at blive en rigtig pokalgyser.
For foran et fyldt Vejle Stadion skulle Vejle Boldklub og FCK tage hul på anden del af pokalkvartfinalen.
Men selvom FC København havde en 2-0 sejr med i bagagen, så kan man ikke klandre kampen for at mangle intensitet.
Men pludselig i anden halvleg tog kampen en uventet drejning.
For her fik gæsterne fra København et hjørnespark nede i hjørnet foran Blok E, som huserer Vejles mest inkarnerede fans.
Og her blev den unge FCK-spiller Roony Bardghji ramt af en byge af ølkrus, som blev kastet ned mod ham.
Det har sidenhen fået Viaplay-eksperten Stig Tøfting op i det røde felt:
“Det hører ikke nogen steder hjemme, at nogen kaster noget i hovedet på ham. Man kan ikke altid gardere sig imod alle former for ølkast, men lige bagved ham stod der også nogen, som fyrede en øl i nakken på ham. Det hører ikke nogen steder hjemme. Få dem smidt ud af stadion”, lød det fra Tøfting efter opgøret.
Han lagde samtidig ikke skjul på, at gerningsmanden skulle én vej, og det var ud:
“Han skal bare ud. Farvel og tak. Der skal jo kun få idioter til at ødelægge det for mange. Sådan er det altid”.
FC København vandt med nulløsningen den samlede dyst 2-0 efter første opgør i Parken.
Og inden længe støder de hovederne sammen med FC Nordsjælland i pokalsemifinalen, mens AaB og Silkeborg tørner sammen i den anden pokalsemifinale.
Det stod sort på hvidt efter lodtrækningen kort efter nulløsningen i Vejle sent torsdag aften.