I mandagens 3F Superliga-opgør mellem FC København og Sønderjyske blev der dømt hele tre straffespark, som med det samme skabte stor debat.

LÆS OGSÅ: Ole Gunnar Solskjær åbner op omkring Paul Pogbas fremtid i Manchester United

Der blev først tildelt et straffespark til Viktor Fischer i en duel med Mpindi, hvorefter Jens Stage fik et i forbindelse med et frispark, der blev afviklet, og til sidst fik SønderjyskE tildelt straffespark, da Mathias Zanka havde hånden på bolden i feltet.

Der er naturligvis mange, som efterfølgende har stillet spørgsmålstegn ved brugen af VAR i netop disse situationer, og onsdag beklager dommerformand Michael Johansen.

“Ud fra vores nuværende erfaringsniveau med VAR kan jeg forstå beslutningen fra VAR om ikke at blande sig i de konkrete situationer. I bagklogskabens klare lys havde jeg dog gerne set, at VAR havde kaldt dommeren til skærmen ved alle tre straffesparkskendelser. Vi er nu den erfaring rigere og har lært af det i hele VAR-teamet,” siger han til bold.dk, hvorefter han tilføjer:

“De tre straffespark kan teoretisk forsvares med lovbogen i hånden, men fortolkningen af situationerne ligger under det niveau for forsætlighed, vi generelt dømmer med og for i Superligaen. Vi vurderer, at de tre straffesparkskendelser ikke burde være blevet dømt.”

LÆS OGSÅ: Trods fyring: Lampard får fortsat betalt stor løn af Chelsea

Han fortæller slutteligt, at de fortsat vil være transparente på områder som disse, da det er den bedste måde, hvorpå de kan blive klogere på brugen af systemet. Han mener dog alligevel, at den generelle brug af systemet har været godkendt, dog med plads til forbedring – og forårssæsonen er kommet fint fra start.