En Borussia Dortmund-rådgiver har givet en klar hentydning til, hvor Erling Haaland spiller i næste sæson.

Borussia Dortmund-rådgiver Matthias Sammer har antydet, at Erling Haaland er på vej til Manchester City til sommer. Det gjorde han under en tv-optræden på Amazon Prime, skriver GOAL.

Her talte han om, hvordan Haaland ville arbejde sammen med Manchester City-boss Pep Guardiola. Ligeledes afslørede han også, at der tilsyneladende allerede er kommet tal på bordet.

Dortmund-legenden trak dog en smule i land igen, da han pludselig sagde, at han ikke havde hørt noget nyt om, at aftalen var gennemført.

“Jeg er meget spændt på at se, hvordan Guardiola-Haaland-kombinationen vil fungere, hvis det kommer til det,” sagde vært Mario Gomez, hvortil Sammer svarede:

“De vil begge have gavn af hinanden. For Pep, selvfølgelig – jeg oplevede ham i tre år – har en bestemt idé. Jeg kan også forestille mig ham arbejde med en center-forward, uden tvivl. Men han vil også være nødt til at lære af center-forwarden.”

Herefter blev han af værten spurgt om, hvorvidt der allerede var styr på aftalen, og om Haaland altså var på vej til City.

“Jeg ved det ikke. Jeg var fuldt fokuseret på denne kamp (Manchester United vs Atletico Madrid, red.),” svarede han, og fortsatte:

“Jeg har intet hørt i dag, i går, i forgårs. Jeg ved, at City er efter ham. Tallene – jeg fik piskesmæld! Jeg besvimede. Min kone samlede mig op igen. Angiveligt er det muligt.”

Tyske BILD går dog så langt som at sige, at handlen er ‘forestående’, og at City har planer om at betale hans frikøbsklausul.