Paulo Dybala står uden kontrakt til sommer, og har nu besluttet sig for, hvor han vil spille i næste sæson.
Der har været stor tvivl om, hvorvidt Paulo Dybala vil forlænge sin kontrakt med Juventus. Som tingene ser ud nu, tyder det dog ikke på, at det bliver aktuelt.
Ifølge den anerkendte journalist Fabrizio Romano har Dybala-lejren bedt om en årsløn på cirka 10 millioner euro. Det er mere, end Juventus har været villig til at tilbyde, hvorfor forhandlingerne er kollapset.
Dette skulle have medført, at den argentinske stjerne har besluttet sig for at forlade Juventus. Ikke nok med det, så skulle han have besluttet sig for, at han vil skifte til Atletico Madrid. Det skriver spanske Mundo Deportivo.
Atletico Madrid er dog ikke den eneste klub, der har vist stor interesse for Dybala. Angiveligt skulle den argentinske stjerne også være på radaren i Barcelona.
Derudover har Dybala angiveligt også muligheden for at blive i Serie A, såfremt han ønsker dette. Han er nemlig også på radaren i Inter, som dog er nødt til at sælge Lautaro Martinez, hvis de skal have råd til Dybala.
Den 28-årige Dybala har i denne sæson været i aktion i 29 kampe for Juventus. Det er lykkedes ham at bidrage med 13 mål og 6 oplæg i disse kampe.