FC Barcelona er hårdt ramt på økonomien, og kan derfor blive tvunget til at sælge flere af deres spillere til sommer.

Det er ikke nogen hemmelighed, at økonomien ikke er god på Spotify Camp Nou. Derfor kan den catalanske storklub blive tvunget til at sælge ud af truppen til sommer.

Det har naturligvis medført, at der er flere klubber, der er begyndt at kigge i retning af FC Barcelona, da de håber på at kunne hente spillere til spotpris.

Blandt andet er der flere klubber, der har et godt øje til den 26-årige Franck Kessié, som Barcelona hentede på en fri transfer fra AC Milan sidste år.

Midtbanespilleren har haft svært ved at etablere sig på Camp Nou, og har derfor tilbragt en stor del af sin tid i klubben med at sidde på bænken.

På det seneste har skader og karantæner dog gjort, at han har fået mere spilletid under Xavi, men det forventes ikke, at det er noget, der varer ved.

Derfor er det ikke utænkeligt, at han kan blive solgt til sommer, hvor Premier League-klubben Tottenham står klar til at hente ham. Det skriver mediet Fichajes.

For nylig har der også været meldinger fra italienske medier om, at Inter Milan skulle have interesse i at hente ham retur til Serie A, hvor han for alvor skabte et navn for sig selv.