Neymar kan potentielt set være på vej væk fra PSG til sommer. Skulle det ske, kan Premier League være en mulig destination for ham.

På det seneste har der været en del meldinger om, at Neymar kan være på vej væk fra PSG, efter den seneste tids uro i den franske klub.

Det har naturligvis ført til, at den brasilianske stjerne er blevet sat i forbindelse med en lang række klubber i løbet af de seneste uger.

Blandt andet har der været meldinger om, at Todd Boehly skulle være åben for at hente ham til Chelsea. Der har endda været forlydender om, at der allerede har været dialog om dette mellem klubberne.

Nu melder journalist Pete O’Rourke ifølge GOAL, at der også er en mulighed for, at Neymar til sommer kan ende med at slutte sig til Manchester City.

Efter sigende er City blevet kontakt vedr. en potentiel handel for Neymar. Det lyder, at en pris på mellem 70 og 80 mio. pund vil være nok til at få PSG til at slippe Neymar.

Hvad der dog kan gøre, at den engelske klub vælger ikke at gå videre med en sådan handel er, at der også skal bruges en stor sum penge på løn, ansættelsesbonus m.m.