Det kan ende med, at Zinedine Zidane træder tilbage som træner for Real Madrid for anden gang til sommer. Ifølge AS, så blafrer Zidanes fremtid i vinden, selvom han har kontrakt med Real Madrid frem til 2022.

LÆS OGSÅ: Video: Holdkammerater hylder Messi

“Klubben har tillid til ham, men mulige afløsere er begyndt at blive bragt i spil. Med få måneder tilbage af sæsonen er Zidanes fremtid uvis. Selvom han har kontrakt til 2022, undgår franskmanden konsekvent at bekræfte, at han er i klubben i næste sæson. ‘Jeg ser ikke videre end den næste dag. Jeg planlægger intet’, lød det fra ham på det seneste pressemøde, og dermed bekræftede han, at han ikke har taget en beslutning. Selvom det er hans normale tilgang, så er situationen blevet mere uvis i de seneste uger,” skriver AS.

AS erfarer ligeså, at der er to realistiske destinationer for Zinedine Zidane, skulle det ende med at blive en realitet, at han forlader Real Madrid.

“Det hold, der har vist størst interesse, er det franske landshold, som åbent har meldt ud, at man har øjnene rettet mod landsholdslegenden, når Deschamps takker af som cheftræner. ‘Hvis Didier siger farvel, og hvis jeg stadig er her, så vil Zidane være den første person, jeg vil henvende mig til,” lød det således for nyligt fra Noel La Graet, der er præsident for det franske fodboldforbund. Det mest oplagte vil dog være, hvis dette skifte fandt sted i 2022, hvor Deschamps’ kontrakt slutter. Kun et katastrofalt EM kan fremskynde processen,” skriver de.

Det andet hold, som Zinedine Zidane kunne være interesseret i at være træner for, finder man i Serie A.

“Det andet hold, der frister ‘Zizou’, er Juventus. Det italienske storhold er i problemer, slået ud af Champions League i 1/8-finalen og i store vanskeligheder i Serie A. Og det har medført et jordskælv, der kan betyde et farvel til Andrea Pirlo, som kan blive fyret allerede inden sæsonens afslutning. Hvis det sker, så er Zidane førsteprioriteten for Juventus, der rådede over franskmanden inden hans skifte til Real Madrid.”

LÆS OGSÅ: Zidane vil ikke udelukke Cristiano Ronaldo-retur

Det er ikke kun AS, der melder Juventus som en mulig destination. Det samme gør La Gazzetta dello Sport, som tidligere på ugen skrev, at Zinedine Zidane kunne være i spil som en mulig afløser for Andrea Pirlo, skulle han ende med at blive afskediget.