Christian Eriksen fortæller nu, at han er klar til at skifte væk fra Tottenham og drømmer om Real Madrid.
”Jeg føler, at jeg er et sted i karrieren, hvor jeg måske gerne vil prøve noget nyt.”
Sådan lød det fra Christian Eriksen i et interview med Ekstra Bladet onsdag, hvor midtbanespilleren var en del af landsholdslejren, der er samlet forud for de kommende landskampe. Og det er en ny og mere klar melding fra den 27-årige dansker, der længe har været rygtet væk fra Tottenham, men uden selv at ville forholde sig til historierne.
”Jeg har den vildeste og dybeste respekt for alt, der er sket i Tottenham, og det vil heller ikke være negativt at blive. Men jeg har også sagt, at jeg gerne vil prøve noget nyt. Jeg håber, der kommer en afklaring i løbet af sommeren. Det er planen. I fodbold ved man ikke, hvornår der kommer en afklaring. Det kan ske når som helst. Alle vil have det bedst, hvis det sker så hurtigt som muligt,” siger han og pointerer, at det dog ikke kun er op til ham selv, hvorvidt et skifte væk fra Londonklubben kan realiseres i denne sommer eller ej. Det kommer også an på Daniel Levy, der er bestyrelsesformand i Tottenham.
Få klubber vil være et skridt op fra Spurs, mener danskeren, og det er nok her, hvor Real Madrid – som længe har været nævnt som interesseret – netop kan være et eksempel. Men Christian Eriksen har indtil videre ikke hørt noget fra den spanske kongeklub, siger han.
”Det er et skridt op. Men det kræver, at Real Madrid ringer til Tottenham og siger, at de vil have Christian. Og det har de ikke gjort endnu, så vidt jeg ved.”
Christian Eriksens kontrakt med Tottenham udløber næste sommer. Derfor kan det også komme på tale at blive i klubben indtil da eller forlænge med Spurs, siger han til den danske avis.
”Det er svært. Det kommer an på mulighederne. Hvis der ikke dukker noget op, der er mere spændende, hvorfor så ikke blive i Tottenham? Om jeg så skriver under på en ny kontrakt, kommer an på betingelserne.”