FC Barcelona er efter sigende villige til at indgå en byttehandel med Atletico Madrid, der kan sende Joao Felix til FC Barcelona. Planen er, at Antoine Griezmann skal sendes den anden vej. Det betyder, at han kan vende retur til sin tidligere klub.

LÆS OGSÅ: Piqué: “Barcelona går gennem en svær tid”

Ifølge mediet Don Balon, var FC Barcelona oprindeligt imod denne idé. Efterfølgende har de dog skiftet mening. Det er svært at sige, hvad sandsynligheden er for, at handlen bliver til en realitet, men Don Balon rapporterer, at begge klubber er villige til at indgå en handel.

Felix var en eftertragtet spiller, der af mange var spået til at være ét af fodboldverdenens mest lovende talenter, da han skiftede til Atletico Madrid. Desværre har han ikke haft den ønskede succes i den spanske hovedstad, hvorfor han også flere gange har været rygtet til andre klubber.

Det tyder ikke på, at den portugisiske spiller passer godt til den spillestil, som Diego Simeone fører i Atletico Madrid. Derimod kunne det vise sig, at han vil være et markant bedre match i FC Barcelona, der har været kendt for at spille offensiv og interessant fodbold.

LÆS OGSÅ: Krise i PSG: Stjerne er tæt på storklub

Don Balon tilføjer også, at Atletico Madrid meget vel kunne være interesseret i at blive genforenet med Antoine Griezmann, der i mange år har været en stjernespiller for dem. Han har desuden ikke fået den succes, han havde håbet på i Barcelona, hvorfor det er en byttehandel, der kan vise sig at gavne alle involverede parter.