Det er næppe gået nogens næse forbi, at FC København har fyret Ståle Solbakken. Fyringen kom bag på de fleste, herunder også FCK-målmand Karl-Johan Johnsson.

LÆS OGSÅ: Ståle om FCK-fyring: Skal stadig tælle til 10

Den svenske målmand fortæller, at han var chokeret, da han fik nyheden om Ståle Solbakkens fyring. Han fortæller, at han også har hørt, at Ståle selv blev chokeret over at være blevet fyret.

“Jeg var selvfølgelig lidt chokeret. Og jeg hørte, at han også blev lidt chokeret selv,” fortæller den svenske keeper til Fotbollskanalen, og følger op med:

“Det er, som det er. Det er ikke første gang, jeg har været i en klub, hvor træneren fyres. Det er den business, vi er i. Jeg er vant til, at trænere får sparket.”

Karl-Johan Johnsson fortæller, at han godt kunne lide Ståle, hvorfor han finder det trist, at træneren blev fyret i FC København:

“Jeg kunne godt lide Ståle, så det er trist, at han måtte forlade os. Men nu er der et nyt kapitel i FCK med Jess ved roret. Nu forsøger vi at fokusere på ham og hans spil,” siger han til Fotbollskanalen.

Slutteligt fortæller han også, at han godt kan mærke forskel på tåle Solbakken og Jess Thorup, som er ny træner i FCK:

LÆS OGSÅ: Juventus vil af med Cristiano Ronaldo

“Ståle var meget verbal og tydelig. Han kunne få sine udbrud, haha. Jess virker ganske rolig og fornuftig. Det indtryk, jeg har fået af ham, er meget positivt.”