FCK har vinket farvel til København og i stedet budt velkommen til byen Scheffau for en kort stund.
FCK København har vinket farvel til de vante omgivelser og i stedet rettet øjnene mod Østrig, hvor der venter otte dage med træninger og to testkampe.
Truppen fløj fra Roskilde Lufthavn ved middagstid og landede et par timer senere i Salzburg. Herfra er der ca. halvanden times kørsel til hotellet i Scheffau am Wilden Kaiser, hvor der venter en kort tur på træningsbanen lige ved siden af hotellet for at løsne musklerne op efter rejsen.
Det skriver FCK på deres hjemmeside.
De løftede også sløret for, at der er planlagt daglige træninger kl. 11 og 16, undtagen på de to kampdage – og på hjemrejsedagen 15. juli.
De benytter også lejligheden til og fortælle, at FCK TV selvfølgelig er med på turen, og at de er taget i forvejen og har samlet et par indtryk af den kommende uges daglige omgivelser mellem bjergene i Tyrol.
Men når der skal tages hul på de to testkampe mod Schalke 04 (tirsdag kl. 18) og Viktoria Plzen (fredag kl. 17, hvor der spilles 3 x 45 minutter), så bliver det uden en række spillere.
Cheftræner Jacob Neestrup har nemlig valgt at lade tre førsteholdsspillere blive hjemme.
Det drejer sig om Khouma Babacar, David Khocholava og Akinkunmi Amoo, der alle må sande ikke at skulle til Østrig med resten af spillerne.
Og selvom det drejer sig om forskellige fraværsårsager, så har det ikke desto mindre givet plads til en række unge talenter. Både Emil og Oscar Højlund har fundet vejen til truppen til træningslejr.
Du kan se hele truppen ved at trykke her.