Der er meget, der tyder på, at Junior Firpo forlader Barcelona i løbet af denne sommer.

LÆS OGSÅ: Avis: Braithwaite åben overfor skifte til Premier League-klub

Han er blevet kædet sammen med flere forskellige klubber forud for sommerens transfervindue, men særligt AC Milan har været nævnt som en mulighed.

Mandag skriver den spanske avis Sport, at AC Milan ikke er ene om interessen. Faktisk mener avisen at vide, at forsvarsspilleren er meget tæt på et skifte til engelske Leeds United.

Angiveligt skulle den unge forsvarer selv have foretrukket et skifte til den italienske storklub. Ifølge Sport er det dog en opfattelse, som har ændret sig i løbet af de seneste dage.

Årsagen til dette skulle være, at Leeds United har vist stor velvillighed overfor den 24-årige forsvarsspiller. Samtidig skulle de have presset på for at sikre, at han vælger et skifte til dem, fremfor til Milano-klubben.

I Leeds er det argentinske Marcelo Bielsa, der sidder i trænersædet. Det skulle angiveligt være ham, der har været med til at overbevise Firpo om, at et skifte til England er det rette, hvorfor han har taget føringen i kampen om Firpo.

Meget ser ud til, at det blot er et spørgsmål om tid, før et officielt skifte bliver annonceret. Avisen skriver nemlig, at Junior allerede er blevet overbevist af den engelske klub, og at han har accepteret en kontrakt og et skifte.

En endelig salgspris er naturligvis endnu ikke blevet offentliggjort, men ifølge den catalanske avis forventes det, at Barcelona kommer til at modtage i omegnen af 15 millioner euro for salget af Junior Firpo. Det er svarende til 111 millioner danske kroner.

LÆS OGSÅ: Serie A-klub i dialog med Barcelona om Coutinho

Der er klare forventninger om, at salget bliver offentliggjort indenfor de kommende dage.