Onsdag aften tørner England og Danmark sammen i semifinalen i dette års EM. Det bliver et spændende opgør, hvor flere spillere kender hinanden på tværs af de to hold.

LÆS OGSÅ: UEFA går ind i sag om regnbueflag i Baku

To spillere, der normalt spille på samme hold, der i aften kommer til at stå på hver deres banehalvdel, er Harry Kane og Pierre-Emile Højbjerg.

Til dagligt spiller de begge to i Tottenham, og derfor har de to spillere også et indgående kendskab til hinanden. Det har fået Harry Kane til at sende rosende ord i retning af danske Pierre-Emile forud for aftenens opgør.

“Pierre er en fantastisk spiller og en stor leder på vores klubhold. Han har været fantastisk, lige siden han kom til klubben. Han er en virkelig god stemme og en person, man kan snakke med på og uden for banen, og selvfølgelig taler hans kvaliteter på banen for sig selv,” lød det fra Harry Kane på et pressemøde forud for kampen.

“Han styrer kampen rigtig godt og er dygtig på bolden. Vi kender hinanden godt, og vi får en god kamp i morgen aften,” fortsatte han.

Harry Kane bliver en af de spillere, som den danske defensiv skal være særligt opmærksom på. Han er en vital spiller for det engelske landshold, og er én af de bedste angribere i verden på nuværende tidspunkt.

Indtil videre er det blevet til tre mål ved dette års EM for den målfarlige englænder. Han scorede et enkelt mål i kampen mod Tyskland, mens han leverede to mål i kvartfinalen, hvor de vandt 4-0 over Ukraine.

LÆS OGSÅ: Pique klager: Det er ikke fair

De to landshold brager sammen på Wembley Stadium i London onsdag aften. Kampen fløjtes i gang kl. 21.00, og bliver sendt på både DR 1, DR TV og Viaplay.