Frank Lampard er Chelseas niende nye manager, siden Roman Abramovich kom til klubben. Hvis vi tæller midlertidige og vikarer med, når the Blues op på hele 14 forskellige manager i perioden, inklusive to, der har været der to gange.

På overfladen er der altså intet nyt under solen for Chelsea og klubbens fans, der efterhånden er vant til, at der er gang i svingdøren på Stamford Bridge, men kigger vi bare et spadestik dybere, ser den aktuelle ansættelse ud til at være ganske anderledes, end hvad vi har set hidtil. 

Otte af de tidligere managere, der blev ansat inden en ny sæson, dukkede op med flotte CV’er og imponerende karrierer bag sig. Det begyndte med José Mourinho tilbage i 2004, der kom til med en dugfrisk Champions League-titel med Porto og var den mest eftertragtede manager i fodboldverdenen. Han blev så efterfulgt af Luiz Felipe Scolari, der lige var blevet verdensmester med Brasilien.

Næste mand i den varme stol var Carlo Ancelotti i 2009, efter hans otte år hos AC Milan havde indbragt to europæiske titler. Selv Andre Villas-Boas, da på daværende tidspunkt blev betragtet som den mest lovende manager i Europa, ankom til Stamford Bridge med en portugisisk rekordsæson i bagagen.

Roberto Di Matteo – den absolut mindst erfarne af de otte – fik overdraget tøjlerne efter at have ført Chelsea til deres første Champions League-titel som midlertidig manager, inden Mourinho vendte tilbage for anden gang.

Antonio Conte havde sikret både Juventus og Italien store triumfer, inden han satte sig i sædet, og han blev efterfulgt af sin landsmand Maurizio Sarri, der havde befæstet Napolis position i toppen af italiensk fodbold.

Uagtet hvordan det så gik de forskellige managere i Chelsea, havde de altså alle – med undtagelse af Di Matteo – lang erfaring fra fodboldens øverste hylde. Med andre ord: Abramovich gik efter en specifik type.

Og det er her, vi ser den store forskel i klubbens nye valg. Frank Lampard kommer godt nok til med stor erfaring fra topfodbold, men den er opnået som spiller. Er det nok til, at han kan opnå samme legendestatus for klubben som manager?

Lampards erfaring som manager stammer primært fra hans tid i Championship-klubben Derby County, der naturligvis ikke stillede de helt store hindringer i vejen, da de blev kontaktet af Lampards hjerteklub. Lampard nåede en enkelt sæson som manager i Derby County og formåede at føre dem frem til oprykningsfinalen, som de dog tabte til Aston Villa.

Hvis vi ser bort fra Mourinhos genkomst, kan der dog ikke herske tvivl om, at ingen af de hidtidige managere har haft opsparet så meget goodwill hos Chelseas fanskare som klublegenden Lampard, der i sine 13-årige karriere ikke alene stod i spidsen for holdet i klubbens mest succesfulde periode nogensinde, men også formåede at blive klubbens alletiders topscorer.

Som historien gentagne gange har vist, er der imidlertid ingen garanti for at opnå succes som manager, selvom man har været en spiller i verdensklasse selv. Lampard fik selvfølgelig en fornuftig start på sin managerkarriere med det flotte resultat i Derby, men det er alligevel ikke til at komme udenom, at Chelsea har ansat en totalt uerfaren mand, når det gælder en klub af deres størrelse og med deres ambitioner.

Chelsea har selvfølgelig kigget på, hvordan andre forholdsvis uerfarne legender – f.eks. Pep Guardiola i Barcelona og Zinedine Zidane i Real Madrid – har klaret sig, men det er alligevel et ganske anderledes pres, Frank Lampard kommer under i Chelsea.

Den tidligere engelske landsholdsspiller overtager et mandskab, der har sagt farvel til Eden Hazard, der ikke alene har været Chelseas bedste spiller gennem de seneste par sæsoner, men også reelt har været holdets eneste superstjerne.

Og som om det ikke var nok, får Lampard heller ikke mulighed for at geninvestere de 100 millioner euro, Chelsea fik for belgieren af Real Madrid, fordi klubben aktuelt er underlagt et forbud mod at hente spillere i de næste to transfervinduer.

For en klub, der synes at befinde sig i en tilstand af kontinuerlig instabilitet, kan det være lige det, der vælter læsset, hvis udfordringen ikke håndteres på en positiv og velovervejet måde.

Har Lampard det, der skal til for at agere i minefeltet? Ikke på papiret i hvert fald, men det betyder ikke noget længere – Chelsea har valgt ham som deres bedste mand til jobbet i forventning om, at han kan klare det.

Når man har sagt A og afveget fra sine hidtidige kriterier for ansættelser af managere, må man imidlertid også sige B og afvige fra de sædvanlige tårnhøje forventninger til resultaterne på kort sigt.

Chelsea har allerede spillet højt spil ved at give Hazard lov til at skifte væk uden mulighed for at kunne erstatte ham, og nu drejer de altså på lykkehjulet igen ved at udpege en helt grøn manager. 

Som i enhver form for gambling er der ingen garantier, især ikke når man spiller med så høj varians, som det er sædvane på Stamford Bridge, men Chelsea er nødt til at kigge langsigtet på ansættelsen af Lampard og give ham den tid, der skal til for at gennemføre en reel ændring.

Om han får tid er imidlertid tvivlsomt, for tålmodighed i Chelsea har været en by i Rusland, siden Abramovich begyndte at kaste sine penge ind i Premier League-klubben. Kravet har til enhver tid været øjeblikkelig succes uanset kontekst, og når man kigger tilbage på de seneste 16 år, har det faktisk vist sig at være ganske fornuftigt. Ingen andre engelske klubber har vundet flere trofæer siden 2003.

Toppen af engelsk klubfodbold har dog ændret sig betydeligt inden for de senere år. Chelsea er nu en del af et skarpt forfølgerfelt, der ihærdigt forsøger at lukke hullet op til Manchester City og Liverpool. Samtidig tiltrækker de ikke længere automatisk de helt store stjerne, og deres økonomiske muskler er heller ikke længere så meget større end deres rivalers, at de kan tromle direkte hen over dem. 

Medmindre sæsonen ender i det helt store kaos, bør Lampard dog få rigtig lang snor i år. Han skal have en reel mulighed for at implementere sine idéer og integrere de bedste af Chelseas talentfulde unge spillere i truppen. Selv hvis klubben ender uden for top 4 og ikke får succes i cup-turneringerne, bør de fine herrer på Stamford Bridge udvise lidt selvkontrol og give Lampard den luksus, så få af de tidligere managere har været begavet med: Tid.