Det er ikke just en velbevaret hemmelighed, at FC Barcelona er i økonomiske vanskeligheder. Det har efterhånden været klart længe, og blev særligt understreget, da de mistede Lionel Messi til Paris Saint-Germain.

LÆS OGSÅ: Barca-boss roser Braithwaite til skyerne

På mandagens pressemøde kunne Joan Laporta fortælle, at gælden fortsat stiger. Faktisk fortalte han, at gælden er steget til intet mindre end 10 milliarder kroner.

Selvom det lyder som et svimlende beløb, er det imidlertid ikke noget, Joan Laporta vil lade sig skræmme af. Han ser det blot som en udfordring, som han er sikker på, at klubben nok skal overkomme.

“Vi er ikke skræmte overhovedet. Vi er højest motiverede. Det er en stor udfordring, men vi er i stand til at overkomme den,” lød det fra Barcelona-præsident på mandagens pressemøde.

Grundet den økonomiske situation i klubben, er FC Barcelona afhængige af at få hjælp fra spillerne, og der arbejdes derfor på nye lønaftaler.

De økonomiske vanskeligheder gør det dog svært at tilbyde spillerne en løsning, andet end blot at gå ned i løn. Derfor er det svært for klubben at forhandle nye kontrakt med spillerne.

“Vores lønninger repræsenterer 103 procent af klubbens totale indkomst. Det er mere end 20 procent til 25 procent mere end vores konkurrenter. Vi står i en besværlig situation i forhold til at forhandle spillernes kontrakter,” sagde Joan Laporta.

I de seneste dage har der dog været forlydender om, at andre spillere vil give Gerard Piqué følgeskab, når det kommer til at gå ned i løn. Fx skulle både Jordi Alba og Sergio Busquets være tæt på en ny aftale.

LÆS OGSÅ: Mbappé mødt af tilråb fra egne fans

Laporta brugte også tid på at lange ud efter Josep Maria Bartomeus tidligere Barcelona-administration på pressemødet. Han gjorde det meget klart, at han er af den opfattelse, at det er Bartomeu-ledelsen, der er skyld i den problematiske situation.