Inden længe kan han kalde sig Real Madrid-spiller.
I lang tid har der været forlydender om, at Jude Bellingham forlader Borussia Dortmund til sommer, hvilket har ført til, at han er havnet på radaren i flere klubber i Europa.
Men på trods af den store tvivl om, hvad Jude Bellinghams fremtid kommer til at byde på, så har mægtige Real Madrid altid spøget i kulissen.
Nu lyder det dog, at han har besluttet sig for, at hans tid i den tyske klub lakker mod enden, og at han vil søge nye græsgange efter denne sæson.
Og det trækker altså for alvor op til et skifte for Jude Bellingham, der sætter to streger under, at han bliver et af sommerens helt store emner.
Ifølge The Athletic er Real Madrid og Dortmund blevet enige om en handel, der vil sende Jude Bellingham til den spanske hovedstad.
Men det bliver bestemt ikke gratis for Real Madrid, der i den grad må punge ud.
Nærmere bestemt lyder prisen på svimlende 750 millioner kroner.
Men det kommer ikke som den store overraskelse for fodboldverdenen, der må se måbende til, når den engelske midtbanespiller i en alder af blot 19 år kan kalde sig for årets spiller i Bundesligaen. Derudover står han noteret for 132 kampe for Dortmund, og har været med i intet mindre end 24 engelske landskampe.
Hverken den spanske klub eller den tyske klub har i skrivende stund meldt noget ud, men transferguruen Fabrizio Romano har ikke lagt skjul på, at handlen er under opsejling.