FC Barcelona havde intet mindre end 25 forsøg mod mål i lørdagens opgør mod Alaves. På trods af dette, kastede det blot en enkelt scoring af sig i 1-1-kampen.

LÆS OGSÅ: Tidligere Barcelona-træner: “Messi er vanskelig at styre”

Det var fjerde ligakamp i streg, hvor den catalanske storklub gik fra banen uden en sejr. Som følge af den dårlige stime, er de placeret på 12. pladsen med otte point op til Real Madrid, der ligger på førstepladsen.

Den franske angriber Antoine Griezmann har erkendt, at han er en af dem, der er nødt til at være skarpere, selvom han fik sendt en bold i nettet i opgøret.

“Jeg brændte mange chancer. Holdet har brug for mine mål, og jeg forsøger at forbedre mig. Jeg har det godt, og jeg nyder at være her. Jeg skal stadig forbedre mig meget, men med hårdt arbejde, selvtillid og ydmyghed når vi derhen,” har han ifølge spanske Marca udtalt.

I lørdagens opgør kom FC Barcelona bagud som følge af en stor fejl af målmand Neto. Han modtog en aflevering fra Gerard Pique fra kort afstand, hvorefter han mistede bolden til Alaves-spilleren Luis Rioja.

Det var først 27 minutter før tid, at det lykkedes Griezman at sende en bold i nettet og udligne stillingen. Det krævede dog, at Alaves først blev reduceret til ti mand.

“Vi pressede dem meget, og vi skabte masser af chancer eller muligheder for at skabe store chancer. Men vi var måske lidt uheldige,” udtaler midtbaneprofilen Frenkie de Jong til klubbens Twitter-profil.

Mens FC Barcelona på nuværende tidspunkt er placeret på en 12. plads i La Liga efter en forfærdelig start, går det bedre i Champions League. Her fører holdet nemlig sin gruppe efter to sejre i to kampe.

LÆS OGSÅ: Guardiola: “Det er forbi for mig”

Deres næste Champions League-opgør er mod ukrainske Dynamo Kiev på onsdag.