Antoine Griezmann forlod FC Barcelona i sommer, hvor han blev udlejet til sin tidligere klub, Atletico Madrid.

Antoine Griezmann har mødt stor kritik for sin tid i FC Barcelona. Han blev hentet til den catalanske klub med store forventninger, men han nåede aldrig helt at indfri dem.

LÆS OGSÅ: Nu afviser Barca: Det passer ikke

Alligevel mener han ikke, at hans tid i Barcelona kan betragtes som en katastrofe. Han mener nemlig, at han bidrog i den sidste tredjedel af banen, hvor han da også scorede en del mål.

“Min Barcelona-tid var ikke en katastrofe, for jeg scorede næsten altid 20 mål pr. sæson. For mig er det en stor stolthed at have spillet for Baca,” siger Antoine Griezmann i et interview med Telefoot.

Han fortæller også, at han har lært en masse af de trænere, han har spillet under i den catalanske klub. Han er dog heller ikke bleg for at påpege, at det har været kompliceret på flere tidspunkter.

“Jeg lærte meget af trænerne, selvom det nogle gange var kompliceret, og at jeg ikke spillede til tider,” siger den franske stjerne.

Franskmanden virker derfor ikke til at være enig med de mange kritikere, der mener, at hans tid i Barcelona har været katastrofal.

I 2019/20-sæsonen scorede Griezmann 15 mål og bidrog med fire oplæg for den catalanske klub. I sæsonen efter dette forbedrede han sig en del, da han scorede 20 mål og bidrog med 13 oplæg.

LÆS OGSÅ: Premier League-klub forsøger at overbevise Dembélé om ikke at forlænge med Barca

Den 30-årige Griezmann er reelt set stadig Barcelona-ejet, da han blot er lejet ud til Atletico Madrid. Her har han indtil videre scoret fem mål og bidraget med et enkelt oplæg i 12 kampe for klubben.